AuerBräu - Det rene øl fra Albenvorland

Bryggeriet AuerBräu AG ligger ved foden af Alperne i den Oberbayeriske by Rosenheim nær grænsen til Østrig. Bryggeriet blev grundlagt i 1887 af Johan Auer, der erhvervede sig en 29000 m² grund i nærheden af byens nye banegård. Det var dog først i september 1889 at bryggeriet kunne sende deres første bryg på markedet. Da Johans efternavn også er navnet på Europas største hønsefugl tjuren, der lever i Bayern og bliver brugt som et symbol på de Bayriske bjerge, var det nærliggende at bruge tjuren som symbol.

Bryggeriet fik stor succes med sit øl og kunne erhverve sig endnu et bryggeri i byen, to bryggerier i de nærliggende byer Riedering og Rohrdorf, samt Gaststätten og is- og sommerkældre rundt om i det omkringliggende landskab.

Da Johan Auer døde i 1913, i en alder af 72 år, overtog Konen Therese Auer driften af bryggeriet. I 1923 fusionerede bryggeriet med det stor Münchner bryggeri Paulaner-Salvator-Thomasbräu AG og bryggeriet fortsatte sin succesrige fremgang op til krisen i 30-erne. Men med Hitlers magtovertagelse i Tyskland og hans igangsættelse af det tyske AutoBahn netværk gav det bryggeriet nye markedsmuligheder og fik vendt udviklingen. Men undslippe 2.verdenskrigs ødelæggelser kunne bryggeriet ikke. Allerede i 1940 måtte bryggeriet afgive en stor del af den mandlige arbejdsstyrke til militæret og i 1945 blev bryggeriet bombet af de allierede tropper, men efter krigen blev bryggeriet ved hjælp af medarbejderne genopbygget. Den hurtige genopbygning og investeringer i et nyt tappeanlæg betød at bryggeriet allerede i 1954 havde en produktion der lå over gennemsnitte af de bayriske bryggerier.

I 1984 blev bryggeriet sammenlagt med Paulaner bryggeriet, hvilket sikrede bryggeriets videre markedsekspansion og overlevelse i en ellers svær tid for de mange små tyske bryggerier, der trods en brygning af øl af høj kvalitet, blev presset af rationaliseringer på det tyske marked. Udover de rationaliseringsgevinster bryggeriet opnåede ved sammenlægningen, er den senere succes også et resultat af bryggeriet klare holdning til omverdenen og miljøet, ud fra filosofien at man ikke kan forurene den omverden man selv er afhængig af. Formuleringen af denne politik blev ikke dikteret fra oven, men blev til igennem workshops, hvor alle bryggeriets medarbejder deltog og blev hørt. Resultat blev en udarbejdelsen af en ”omverdenshåndbog” der detaljeret beskriver alle bryggeriets aktiviteter i forhold til omverden og miljøet og bryggeriet er EMAS certificeret dvs. de frivilligt følger EU forordningen om miljøledelse. Alle bryggeriets aktiviteter i form af indkøb, forbrug, affald etc. følger disse retningslinie. Bryggeriet har derfor valgt at profilere sig under sloganet ”Lockruf der Natur” ”Naturens kald”, et slogan der harmonere med bryggeriets logo.

AuerBräu brygger i dag et fuldt sortiment af bayerske øl specialiteter dvs. de overgærde specialiteter; Weissbier, Hefe Weissebier, Weizenbock og de undergærede specialiteter, Helles, Pils, Export, Märzen, Dunkel og Bock og har høstet stor anderkendelse for sine produkter. De fleste af bryggeriets produkter har opnået den tyske landbrugforenings (DLG) kvalitetsstempel der tildeles landbrugsprodukter i form af en guld, sølv eller bronzmedalje og som kan bruges i henholdvis 15,10, og 5 år.

At bryggeriet er en del af byen og Oberbayern, betyder selvfølgelig også at bryggeriet er repræsenteret og medarrangør af de forskellige ølfestivaller, hvor bryggeriets øl serveres til grillede fisk, store pølser, spidstegte kyllinger og svine -og kalveskanke. I Efrteråret afholdes der fra slutningen af august til midten af september ”Herbstfest” (efterårsfest) i Rosenheim, hvor Auerbräu Herbstfest-Märzen frigives. I Juni afholdes folkefesten i byen Bad Aibling, og i slutnigen af maj afholdes folkefesten Großkarolinenfeld og ikke at forglemme Rosenheim Starkbierfest i Marts, hvor det herlige stærke Dobbelbockøl frigives.

@ Søren Bjørn Hansen

Øllets renæssance

Øllet har fået en renæssance i Danmark, men det er ikke kun et isoleret dansk fænomen. Bevægelser, der stillede krav om bedre og flere forskellige øl, startede i USA i 60'erne. Mange var blevet trætte af de store ølmærker og begyndte at brygge deres eget øl for at få bedre og mere karakterfuldt øl, og et hav af små bryggerier eller mikrobryggerier skød op over hele USA. Reaktionen mod de store bryggerikoncerners anonyme og kedelige øl bredte sig til andre lande.

I begyndelsen af 70'erne kom modreaktionen i England med skabelsen af forbrugerorganisationen CAMRA, Campaign for real Ale. England oplevede på dette tidspunkt massive opkøb og rationaliseringer ført an af Carlsberg, som langsomt men sikkert fik en position som det største udenlandske mærke på det engelske marked. Udviklingen skete dog på bekostningen af de engelske ales, og mange af de mindre bryggerier havde svært ved konkurrencen fra de store multinationale bryggerier. I dag er udviklingen på det engelske marked vendt til fordel for de små bryggerier, og det er bl.a. takket være CAMRA, der i dag har et medlemstal på over 50.000 og som driver investeringsforeningen CAMRA Investment Club, der investerer i engelske bryggerier og pubber.

I midten af 80'erne kom udviklingen til Skandinavien med grundlæggelsen af Svenska Ölfrämjandet i Sverige, og senere med skabelsen af Stockholm Øl- og Whiskyfestival i 1991 og grundlæggelsen af mange mikro- og husbryggerier. I slutningen af 90'erne kom udviklingen til Danmark med grundlæggelsen af Danske Ølentusiaster og skabelsen af Ølfestivaller i København og Århus. Den efterfølgende grundlæggelse af mange nye mikro-og husbryggerier rundt om i landet medførte en stigende fokusering på øl i Danmark.

Lande som Tyskland, Tjekkiet, Belgien og til dels England, der trods de store bryggerikoncerners opkøb og rationaliseringer, har haft en vis immunitet over for udviklingen. Trods lukninger af mange bryggerier i disse lande har man bevaret en levende ølkultur, hvor brygning, servering, historie, klassiske ølbyer og -udskænkningssteder, museer etc. har overlevet.

Med øllets renæssance har disse landes ølkultur fået en kolossal opmærksomhed. De mange bryggerier, der har eksisteret i mange århundrede, eksporterer ikke kun deres mange øl til lande som Danmark, de leverer også vigtigt input til de mange mikro- og husbryggerier rundt om i verden. Det genåbnede Ørbæk Bryggeri på Fyn har f.eks. fundet inspiration til deres Queen i øltypen Dortmunder Export, en øltype der stadig brygges af de mange bryggerier i byen. Ligeledes er Ørbæk Brown Ale inspireret af den engelske øltype Mild Ale, som i flaskeudgaven hedder Brown Ale. Den udspringer fra Porteren og har sin oprindelse i Birminghamområdet, hvor de mange minearbejdere dels af nød og dels grundet et stort ølforbrug måtte nøjes med det billige og alkoholsvage mild ale.

Mangfoldighed og forskellighed
Man kan med to ord beskrive øllets renæssance: mangfoldighed og forskellighed. Øllets univers byder på en verden af nye smagsoplevelser, og begynder man først at dyrke mangfoldigheden og forskellene, åbner der sig en verden af nye smagsindtryk, som, for de flestes vedkommende, vil forekomme nye og udfordrende. Der findes i dag over halvtreds forskellige øltyper, hvor den mest kendte er Pilsneren. Indtil for få år siden var opdelingen af øltyper meget simpel. Der var de overgærede Ales og de undergærede Lagerøl. Det er selvfølgelig stadig sandt, men opdelingen er utilstrækkelig, fordi betegnelserne Ale og Lagerøl dækker over mange forskellige øltyper. Betegnelsen Ale dækker således over øltyperne Porter, Stout, Mild, Pale Ale, Bitter, Barley Wine, Trappist/Biere de abbaye, Alt, Kölsch, Blond, Bruin, Belgisk Stærk Ale, Irsk Rød, Irsk Stout, Imperial Stout etc. Ligeledes dækker betegnelsen Lager over øltyperne Pilsner, Dunkels, Bock, Doppelbock, Dortmunder, Eisbock, Wiener, Rauchbier, Schwartzbier etc. Med handelsforbindelser og de mange europæere, der emigrerede til de nye kontinenter, udvikledes mange nye øltyper såsom Amerikansk Lager, Steam Beer, Baltic porter

Historien om det Australske bryggeri Coopers og øllen Coopers Sparkling Ale er typisk for, hvorledes en ny øltype opstår. Den unge englænder Thomas Cooper kommer i midten af 1800-tallet til den australske by Adelaide. I 1862 begynder han at brygge ale på en opskrift, hans kone havde medbragt fra England, men manglen på de råvarer, der blev brugt i England gjorde det nødvendigt at anvende de lokale råvarer. På den tid konserverede man øl ved at holde gæren levende i øltønderne, og dette forhindrede andre mikroorganismer i at ødelægge øllet. For at holde liv i gæren tilsatte man altså sukker direkte i tønderne, inden de blev lukket til. I Australien tilsatte bryggerne det lokale rørsukker. Resultatet blev den særegne australske øl Sparkling Ale. Thomas Cooper blev berømmet for sin Coopers Sparkling Ale i Adelaide og omegn. Tilsætningen af rørsukker giver øllet farve, sødme og en sprudlende kulsyreudvikling. I dag er Coopers bryggeriet det eneste Australske bryggeri, der brygger denne øltype, en øl der stadig tappes med levende gær i.

Som tidligere nævnt er ovenstående historie typisk for hvorledes en øltype opstår. Desværre er historien også typisk ved, at bryggeriet Coopers er det sidste familieejede bryggeri i Australien og et af de eneste australske bryggerier, der holder de australske brygtraditioner i hævd og derved er med til at mangfoldiggøre øllets univers. Med øllets renæssance er der begyndt at komme fokus på forskelligheder inden for de enkelte øltyper, som igen bestemmes af bryggernes kvaliteter. Udover at få teknikken til at fungere kommer bryggerens kvaliteter som håndværker, storyteller og fortolker ind i billedet. Hver brygger har sin fortolkning af bestemte øltyper. Alt efter hvilken øltype bryggeren ønsker at brygge, skal der vælges malt, humle, vand, gær, råfrugt og andre ingredienser. Det er f.eks. ikke lige meget hvilke ingredienser en brygger bruger, hvis han ønsker at brygge en Irsk Stout eller en Bøhmisk Pilsner. Det heller ikke ligegyldigt, hvordan brygprocessen skal forløbe, f.eks. hvor lang tid urten skal koges, hvornår og hvor ofte der skal tilsættes humle, hvor lang tid øllet skal lagres, eller om øllet skal tappes med gær. De dygtige bryggere er også storytellers. De forsøger gennem deres produkter at fortælle en historie, og de har sat sig ind i de forskellige øltypers historie. De amerikanske mikrobryggerier, der blev grundlagt i 1960'erne og 70'erne, gjorde historien til en del af deres varemærke. Mange af disse bryggerier dyrkede de forskellige øltypers historie og opstående minutiøst og prøvede at gendanne mange af fortidens øltyper. Denne bølge har bredt sig til resten af verden, og hos såvel forbrugere som bryggere er der stigende fokus på øllets smag, samt hvorvidt øllet overholder de for øltypens rette specifikationer.

@ Søren Bjørn Hansen

Ølstamtræ

Af Søren Bjørn Hansen

Det kan være svært at finde rundt i øllets univers... Jeg håber at dette ølstamtræ kan hjælpe dig med at finde rundt.

Af søren bjørn hansen




© Søren Bjørn Hansen

Porter

Af Søren Bjørn Hansen

Om typen

Porteren er en mørk brun til kulsort øl med en vol. på 4,5 til 6 %. Porteren har sin oprindelse i 1600-tallets London, hvor den oprindeligt var en blandingsøl. Først i 1722 blev den brygget som en selvstændig overgæret øltype. I dag brygges den både på overgær og undergær. Porteren forbindes ofte med de britiske øer, hvilket på sin vis er rigtigt, men fordi porterens forsvandt fra det britiske marked findes de ældste Porter mærker i dag i Skandinavien og østersøområdet. Først langt senere I 1970erne fik porteren en renæssance, iværksat af mikrobryggerierne i USA og de britiske øer.

Sanseindtryk

Porter opdeles i den mørkebrune Brown porter og den sorte Robust porter. Brown Porter er en lys udgave af porteren, den har en farve fra 65 og op til 90 EBC, mens Robust porter har en farve fra 80 og op til 300 EBC. Hvor Brown Porter har en alc vol på 4,5 � 6,0 %, svarende til en Plato på 10-12,5°, er Robust Porter noget stærkere med en alc.vol. på 5.0-6.5 % svarende til en Plato 11-15 pct. Duften minder om kaffe, lakrids og chokolade og øllet har en lys kompakt skumkrone med et tydeligt skær af øllets farve.

Porteren har en moderat humle bitterhed der svinger fra 20 - 45 BU og en sødlig, men tør smag af hårdt ristet malt. Hos Brown porter dominerer smagen af ristet malt, hvorimod en Robust Porter har en smag i retning af kaffe, lakrids og chokolade. I Robust Porter kan der være lidt smag af frugtige ester, derudover er smagen af ester og diacetyl moderat til ikke eksisterende. Alkohol kan ikke fornemmes. Der er tale om en øltype, der har en medium til fuld krop og et lavt til moderat kulsyreindhold. Det er en kompleks øl med masser af smag, men altså ikke nødvendigvis en alkoholstærk øl.

Brygning

Porter er typisk brygget på en basis af pale ale malt, tilsat sortmalt, krystalmalt, chokolademalt og i nogle tilfælde røgmalt. Nogle bryggerier lagrer deres porter på træfade og tilsætter syredannende bakterier af arterne Brettanomyces and Lactobacillus, for at opnå den autentiske smag, idet man mener, at smagsprofilen på 1700-tallets porter under lagringen blev inficeret af disse bakterier.

Humlebitterheden i en porter er moderat og der bliver både brugt bitter og aromahumletyper. Af bitterhumle anvendes, Northern Brewer, Galena og Kent Goldings og af aromahumle anvendes Hallertau Tradition.

Porter brygges på paleale gærstammer af typen Whitbread, Nottingham, London eller en anden engelsk ale gær. Nogle skandinaviske bryggerier anvender undergær i brygningen af Porter.

Historie

I slutningen af 1600-tallet blev engelske øl opdelt i tre kvaliteter. Denne før-videnskabelige opdeling baseredes på, at der blev udtrukket urt tre gange fra den samme malt. Det første urtudtræk, gav p.g.a. et højt sukkerindhold, de bedste og stærkeste ales, det andet udtræk, gav 'ordinary beers' og det sidste udtræk, gav 'small beers', en øl med et lavt alkoholindhold. Der var forskelle inden for de tre kvaliteter, alt efter hvordan de var krydret, lagret og hvilken malt der var anvendt.

Op igennem det 17. århundrede begyndte man at blande de tre kvaliteter, og det blev populært at blande de tre kvaliteter således, at der i princippet kunne udbydes øl i alle kvaliteter og til alle priser. Blandingerne bestod af to eller flere 'threads' som strålerne fra fadølshanerne blev kaldt. En 'two threads' var en blanding af to øl, en 'three threads� af tre osv. helt op til 'six threads'. Blandingsforholdet blev bestemt af hvad folk havde råd til at betale.

På et tidspunkt fik disse 'threads' navnet Porter. Hvorfor og hvordan denne betegnelse opstod, er der forskellige udlægninger af. Den ene udlægning af historien er at Porteren fik sit navn, fordi det at bestille "threads" var popularitet blandt Londons dragere (market porters), der slæbte varer fra og til Londons mange markeder. Den anden udlægning er at det stammer fra de selvsamme drageres høje råb "PORTER" når ankom med tunge fade og skulle maneuvere sig igennem de tæt pakkede pubber.

Det var højst upraktisk og tidskrævende at tjeneren skulle blande fra to til seks forskellige typer øl for at servere en Porter. Man risikerede nemt at blandingsforholdet ændrede sig fra gang til gang. I 1722 fik bryggeren Ralph Harwood fra Bell Brewhouse i Shoreditch den idé, at brygge og blande porteren på bryggeriet. øllet blev kaldt 'Mr. Harwood's Entire', eller 'an entire butt'. Dette blev begyndelsen på en ny æra i porterens historie. Harwoods porter blev umådeligt populær og blev hurtigt den mest solgte øl i London.

En anden årsag til porterens popularitet var, at de nye porterbryggerier blev bygget i begyndelsen af den engelske industrialisering, hvilket betød, at de var væsentligt mere kosteffektive end de ældre alebryggerier. Driftsøkonomien var nemlig begyndt at gøre sit indtog i den tidlige engelske industrialisering. Det var ikke længere et spørgsmål om at kunne producere så meget som muligt: nu skulle det også gøres til en konkurrencedygtig pris. Det betød bl.a. at bryggerierne erstattede den relative dyre brown malt med den billigere og lysere pale malt. Man kompenserede for farvetabet ved at tilsætte tobak, opium, indisk hamp og sågar stryknin. Den nye industrielle porter blev brygget på urt fra de tre forskellige mæskudtræk. Det gav en øl med en højere vægtfylde end de dårlige 'small beers', men mindre end de bedste øl. Men ved at gøre lagringen til en vigtig del af produktionen, med lagringstider på helt op til et år, blev porterens kvalitet så god, at det blev muligt at sælge den til den bedste kvalitetsøls pris. Det gav følgelig et kæmpe behov for lagringskapacitet, der blev investeret og bygget kæmpe lageringsfade i træ og der gik inflation blandt bryggerierne i at overgå hinanden i at bygge de største træfade, med en kapacitet på over en halv mio. gallons (svarende til ca. 2,2 mio l). Et af disse kæmpe fade, ejet af Richard Meux's bryggeriet, væltede i 1814 og 320.000 gallons porter fossede ud. Porterflodbølgen ødelagde en del af bryggeriet og dræbte 8 mennesker.

Datidens porter var stærkere end den porter vi kender i dag og en almindelig porter kunne meget let overstige de 7 % alc.vol. Nogle bryggerier fremstillede også en stærkere og mere robust udgave af porteren, beregnet til eksport til de baltiske lande. Den blev døbt baltic porter. øllet var brygget på godt ristet og røget malt, med en høj bitterhed, hvilket gjorde øllet holdbart, samtidig med at det kunne skjule de værste mikrobielle forringelser af øllet på sin vej til østersøen. Som det ofte går med store eksportsucces går der sjældent lang tid før andre begynder at kopiere produktet. Under Napoleonskrigene fik bryggerierne i Sverige og Finland mulighed for at etablere sig på markedet - nu hvor de engelske købmænd ikke nåede frem. Netop porterne fra det svenske D. Carnegie & Co. og finske Sinebrychoff er fra begyndelsen af det 19. århundrede.

Med tiden ændredes forbrugernes krav på det engelske marked. Præferencerne ændrede sig fra de mørke uklare øl som porter til de lyse pale ales. I 1850erne dalede porterens popularitet så meget, at den stort set forsvandt fra det engelske marked.

Med hus- og mikrobryggeri revolutionen I USA, samt med den engelske Campaign for Real Ale (CAMRA) fik porteren fra 1970'erne et comeback. Siden da har der været stigende interesse for øltypen, som efterhånden har fået en stabil niche blandt øldrikkere. San Francisco bryggeriet Anchors lancering af porteren i 1974, de engelske bryggerier Penrhos og Timothy Tayler lancering af deres porter i 1978 var pionerer i genlanceringen af porteren.

Gastronomisk anvendelse

Porteren er en øl, man kan nyde året rundt, men det er dog typisk en øl, man får lyst til på de mørke vinterdage. De stærkere udgaver er øl, der vil være gode at nyde efter en god middag. I USA anbefales porteren ofte som ledsager til barbecue. Det er også en øltype der går godt til og i flødedesserter, hvor porterens tørre smag af kaffe, chokolade og lakrids passer godt til det søde og fede. I hovedretter passer porteren godt i sammenkogte retter, marinader og saucer hvor den giver retterne kraft.

© Søren Bjørn Hansen

Wiibroes Imperial Stout er tilbage på det danske marked!

Wiibroes Imperial Stout er tilbage på det danske marked!

Af søren bjørn hansen

I 2002 valgte Carlsberg, der ejer Wiibroe mærket, af uforklarlige årsager, at trække Wiibroe Imperial Stout ud af markedet.

Den 1/12-2006 blev Wiibroe Imperial Stout efter 4 år relanceret.

Strategien fra Carlsbergs side er klar. Wiibroe Imperial Stout, der oprindeligt var en arbejderøl, skal sælges under kategorien ”specialøl”, hvorved der kan opnås en større avance. Det er naturligvis glædeligt, at Carlsberg træffer en sådan beslutning, og en logisk konsekvens af denne må være, at vi snart får Rød Tuborg tilbage på markedet, og at Carlsberg Porter får sin gamle etiket tilbage. Omvendt må man sige, at relanceringen af Wiibroe Imperial Stout også er en erkendelse af, at Carlsberg fuldkommen har fejlvurderet tendensen på ølmarkedet, både nationalt og internationalt, og overladt ”øl dagsordenen” til andre.

Jeg husker det, som var det i går, når min morfar bad mig cykle ned til den lokale købmand og hente to Wiibroe stouts, en pakke cerutter og en sodavand til mig selv. Morfar var smed, og porter og stouts var hans foretrukne øl. Han elskede denne øltype så meget, at han på et tidspunkt besluttede at brygge den selv. Det var før, der var noget der hed mikrobryggeri. Han kørte ud til Carlsberg i Valby og hentede malt, byg og gær ganske gratis, idet det i ifølge Carlsberg fundats fra 1876, gjorde det muligt, at få udleveret ingredienserne til brygning af øl gratis. Da ”morfars porter”, efter et en måneds tid var færdig, blev jeg inviteret til prøvesmagning. Jeg var da blevet 17 år, og smagningen foregik en varm sommeraften i mine bedsteforældres gamle have i Brønshøj. Til lejligheden havde jeg medbragt T-bone steaks til grillen. Mens vi ventede på at grillen blev klar, gik jeg ned i kælderen og tappede den første kande hjemmebrygget porter. Øllet var ganske godt, omend det manglede lidt krop. Som aftenen skred frem, blev vi naturligvis mere og mere opstemte. Trods den høje stemning og det absolut drikkelige øl, erkendte morfar, at hans porter nok aldrig ville komme på højde med de kommercielle af slagsen. Han skrinlagde derfor ølprojektet, og begyndte i stedet at hjemmebrænde frugtvin og købe sin elskede stout af mærket Wiibroe Imperial Stout.

Selvom Wiibroe Imperial Stout, efter min mening, er et par kroner for dyr, skal prisen sammenlignes med den generelt alt for høje pris på øl i Danmark. Set i dette lys, er Wiibroe Imperial Stout, inden for Porter/stout kategorien, det bedste køb på det danske marked og det må, alt andet lige, være en lettelse for ølglade danske forbrugere, at det nu er muligt at købe den bedste stout til den billigste pris.

© Søren Bjørn Hansen

Relaterede Artikler

Porter